Kollegiets mentorer

Kollegiets mentorgruppe består af dygtige håndværkere, som alle spiller en vigtig rolle i dagligdagen og livet på kollegiet. 

Mentorerne fungerer som rollemodeller og sparringspartnere for dig som beboer, og de vil opmuntre til faglig nysgerrighed og interesse for det tværfaglige samarbejde.

Mentorerne bliver således en del af din hverdag fra første dag, du flytter ind på kollegiet. De vil desuden være med til at dygtiggøre dig som håndværker på kollegiets fagspecifikke værksteder.

Mød mentorerne

Mentorerne deler passionen for det gode håndværk, men har en baggrund i forskellige håndværksfag, herunder murer, snedker, tømrer og bygningsmaler. 

Her kan du lære mentorerne bedre at kende, og høre om deres baggrund og motivation for at blive en del af Håndværkskollegiet i Horsens.

Læs om mentorerne: 

Heidi Zilmer, dekorationsmaler

Heidi har siden 2008 arbejdet med klassiske forgyldningsteknikker på moderne, minimalistisk og nutidig vis. Rig på tradition og kulturarv, er Heidi aldrig bange for at teste materialer og eksperimentere med nye teknikker, hvilket resulterer i helt nye, meget moderne designs. ”Less is more”, danner ofte grundlaget for Heidis designunivers, men der er altid plads til udforskning, kreativitet og nye eksperimenter.

Jeg brænder for mit malerfag, og jeg er stolt af at være håndværker. Det er mit faste fundament i mit kreative virke. Det er vigtigt for mig at arbejde med læringsprocesser ud fra en tese om, at vi som mennesker altid lærer og vokser af det, vi skaber. Der skal være plads til at turde fejle og arbejde med at dygtiggøre sig."

Heidi har været faglærer i Aarhus og Odense i årene 2003 – 2012 og har været efterspurgt freelanceunderviser i Danmark og udlandet. Hun startede sin første virksomhed i 2009 med fokus på restaurering af fredede og bevaringsværdige ejendomme. Siden 2012 har hun drevet sin virksomhed Zilmers ApS med fokus på dekorationsmaling, hånd malede tapeter, farvesætning af historiske huse og kunst skabt med klassiske maleteknikker. 

Jeg er meget stolt af at være vejleder og mentor til Håndværkskollegiet i Horsens, og jeg vil gøre mit bedste for at motivere og inspirere de unge, der er tilknyttet kollegiet. For mig er Håndværkskollegiet i Horsens et helt særligt sted, hvor håndværket er i højsædet, og det glæder jeg mig til at være en del af," siger Heidi.

Du kan kontakte Heidi på hz@ffhk.dk

Johannes Thulesen, murer

Johannes er 28 år og uddannet murer. Han bor i Virklund v. Silkeborg, hvorfra han driver en enkeltmandsvirksomhed, hvor han beskæftiger sig med mange forskellige typer byggeopgaver indenfor murerfaget.

"Den glæde og stolthed over håndværket ønsker jeg, at flere unge såvel som ældre håndværkere kan få: At vi i højere grad kan være tilfredse og stolte af det arbejde, vi udfører som håndværker, og de resultater vi leverer. Derfor glæder jeg mig til at blive mentor på Håndværkerkollegiet, hvor vi i fællesskab skal lære om og dygtiggøre os inden for vores eget håndværk," siger Johannes.

Johannes har en særlig forkærlighed til bæredygtigt byggeri og ovnsætning af blandt andet finske masseovne, og han finder stor glæde og stolthed i håndværket og dét at kunne bruge sine hænder til at skabe noget til glæde for andre og sig selv.

Du kan kontakte Johannes på jt@ffhk.dk

Henrik Smed Nielsen, møbelsnedker

Efter godt 10 år ved skrivebordet som studerende og medarbejder på Aarhus Universitet besluttede Henrik i 2011 at skifte computeren ud med høvlebænken. Henrik har altid været fascineret af håndværk, og han besluttede, at det fremadrettet skulle være hans levevej.

For snedkerfaget er værkstedet omdrejningspunktet for det gode håndværk. Det er her råmaterialerne såvel som snedkerens færdigheder over tid udvikler sig og forfines. Som vejleder på Håndværkskollegiets snedkerværksted glæder jeg mig først og fremmest til at møde andre ildsjæle, der elsker håndværk. Sammen skal vi skabe et værksted og værested, hvor vi kan blive inspireret og inspirere andre," siger Henrik.

Henrik blev i 2015 udlært møbelsnedker og har siden arbejdet med inventar- og møbelsnedkeri, herunder drevet sit eget lille værksted.

Du kan kontakte Henrik på hsn@ffhk.dk

Arne Vig Bertelsen, tømrer 

Arne blev udlært tømrer/snedker i 1998, hvor han sidenhen har været ansat i både større og mindre firmaer og primært arbejdet med mindre renoverings- og serviceopgaver.

Håndværkskollegiet er en unik mulighed for unge håndværkere til at indgå i et fællesskab med andre håndværkere – uanset fag. Jeg er ikke i tvivl om, at fællesskabet vil være med til at give en bedre overordnet forståelse håndværksfagene imellem, og det vil forhåbentlig gøre samarbejdet bedre på byggepladserne. Jeg håber at jeg som mentor kan være med til at inspirere håndværkerne til at ville dygtiggøre sig og stræbe efter altid at gøre deres bedste," siger Arne.

I januar 2022 startede Arne sit eget tømrerfirma, som primært udfører tømrer- og snedkeropgaver for offentlige institutioner og virksomheder, herunder især boligforeninger, ejendomsselskaber og fredede bygninger.

Arne har altid gået meget op i at løse opgaver med sans for detaljen og et grundigt håndværk, hvor en god dialog og samarbejde med kunden er vigtig for det færdige resultat.

Du kan kontakte Arne på avb@ffhk.dk

Jacob Udsen, tømrer

Jacob er udlært EUX-tømrer i 2019, som kombinerer en håndværksuddannelse med en gymnasiel uddannelse. Efter endt læretid søgte Jacob nye udfordringer hos et andet tømrerfirma, men blev seks måneder efter tilbudt et job i den virksomhed, som han blev udlært hos.

I dag er Jacob medejer af selv samme tømrerfirma, hvor han også står for salg, kunderelationer og udvikling af virksomheden.

“Vi lægger meget vægt på at uddanne gode lærlinge og skabe en god arbejdsplads, som de ønsker at forsætte ved. Jeg håber, at jeg som mentor kan være med til at inspirere en masse unge, og skabe et godt fællesskab, som de kan vokse af. Håndværkskollegiet skaber de perfekte rammer for netop dette, hvor især de forskellige faggrupper er med til at styrke forståelsen på forskelligt håndværk – og det er noget, der giver så god mening i praksis.”

Du kan kontakte Jacob på ju@ffhk.dk

Vil du vide mere om historien bag kollegiet?

Læs mere her

bubble